Projektkonsulent til NIS2 og informationssikkerhed – 1-årig projektstilling
Vil du være med til at omsætte krav til informationssikkerhed til noget, der fungerer i praksis?
Solrød Kommune er i gang med implementeringen af NIS2, og vi søger en projektkonsulent, der kan hjælpe os med at få den organisatoriske del sikkert i mål. Du får en central rolle i arbejdet med at skabe struktur, sikre fremdrift og omsætte krav til politikker, procedurer og arbejdsgange.
Stillingen er en 1-årig projektansættelse i Center for HR, Politik og Digitalisering.
Dit fokus bliver den organisatoriske implementering af NIS2. Du skal derfor først og fremmest være god til at skabe overblik, arbejde struktureret, formulere dig på skrift og samarbejde med forskellige fagligheder.
Din hverdag
NIS2 stiller en række krav til kommunens arbejde med informationssikkerhed. En vigtig del af opgaven er at sikre, at kravene bliver omsat til klare rammer og arbejdsgange og bliver en del af den måde, vi arbejder på.
Her kommer du til at spille en vigtig rolle.
Du kommer både til at drive dine egne leverancer og understøtte det samlede projekt. Nogle dage arbejder du koncentreret med en politik eller procedure. Andre dage følger du op på aktiviteter, koordinerer med kolleger på tværs af kommunen eller forbereder materiale, der skal bringe projektet videre. Du kommer også til at indgå i et aktivt og veletableret samarbejde med andre kommuner. Der er en etableret ramme for implementeringen, men også mulighed for at sætte sit eget præg på opgaven.
Dine opgaver bliver blandt andet at:
- udarbejde og revidere politikker, procedurer og anden dokumentation inden for informationssikkerhed
- vedligeholde og videreudvikle kommunens ISMS (Information Security Management System)
- understøtte projektstyringen og skabe overblik over aktiviteter, leverancer og deadlines
- koordinere og følge op på aktiviteter på tværs af organisationen
- hjælpe med at omsætte krav til konkrete og anvendelige arbejdsgange
- forberede møder, statusmateriale, beslutningsoplæg og anden projektdokumentation
- bidrage til, at nye procedurer og arbejdsgange bliver forankret i organisationen.
Du kommer med andre ord både til at holde styr på, hvad der skal ske, og selv være med til at få det gjort.
Det får du med fra projektet
NIS2 og informationssikkerhed er områder, der fylder stadig mere i både offentlige og private organisationer. Hos os får du mulighed for at opbygge konkret erfaring med organisatorisk informationssikkerhed, ISMS, governance og implementering af nye krav.
Samtidig får du erfaring med at drive et tværgående projekt i en kommunal organisation, hvor løsninger skal fungere i praksis og på tværs af mange forskellige fagområder.
Du får selvstændigt ansvar for dine opgaver, men med gode muligheder for at sparre med resten af teamet undervejs.
Hvem er du?
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Du kan eksempelvis have en uddannelse inden for offentlig administration, samfundsvidenskab, historie eller informationsvidenskab. Det kan også være en helt anden baggrund, der har givet dig de relevante kompetencer.
Du kan være nyuddannet eller have nogle års erfaring. Vi forventer ikke, at du allerede er ekspert i NIS2 eller informationssikkerhed. Det vigtigste er, at du har lyst og evne til at sætte dig ind i området og kan omsætte komplekse krav til noget konkret og anvendeligt.
Vi lægger især vægt på, at du:
- arbejder struktureret og kan skabe overblik i en opgave med mange aktiviteter og interessenter
- formulerer dig klart og præcist på skrift
- kan sætte dig ind i regler og krav og omsætte dem til praktiske løsninger
- tager ansvar for dine opgaver og følger dem til dørs
- samarbejder godt og kan følge op på en konstruktiv måde, når du er afhængig af bidrag fra andre.
Stillingen handler om governance, organisering og implementering. De tekniske dele af informationssikkerheden håndteres af andre fagligheder, som du naturligvis kommer til at samarbejde med.
Om os
Du bliver en del af Digitaliseringsteamet i Center for HR, Politik og Digitalisering. Her arbejder vi med digitalisering, informationssikkerhed, GDPR, AI, automatisering og udvikling på tværs af kommunen.
Vi er et team med forskellige fagligheder, og vi arbejder tæt sammen både internt og med resten af organisationen. Der er ikke langt fra idé til handling, og du får en bred kontaktflade til kolleger og ledere på tværs af kommunen.
Vi har en uformel omgangstone og lægger vægt på høj faglighed, ansvar for egne opgaver og på at hjælpe hinanden, når der er brug for det.
Løn og arbejdsvilkår
I Solrød Kommune prioriterer vi fleksibilitet for medarbejderne, og som administrativ medarbejder har du særlige muligheder. Du bliver en del af vores ordning ”Fleksibel Fredag”, som betyder, at du fra uge til uge selv kan vælge, om du om fredagen vil arbejde hjemme, holde fleksfri eller arbejde på arbejdspladsen.
Derudover er det efter aftale med nærmeste leder muligt at arbejde hjemmefra endnu én dag om ugen fra mandag til torsdag, hvis det giver mening for opgaveløsningen.
Lønnen fastsættes ud fra kvalifikationer efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. Lønintervallet for stillingen er 35.950 kr. til 38.000 kr. pr. måned. Begge beløb er ekskl. pension. Arbejdstiden er 37 timer om ugen med tiltrædelse snarest muligt.
Stillingen er en tidsbegrænset projektansættelse på 1 år.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Johan Brink Vase på 2167 7184.
Ansøgning
Ansøgningsfristen er den 23. september kl. 12.
Vi forventer at afholde første samtale den 25. september og eventuel anden samtale 28. og 29. september.
Vi ser frem til at høre fra dig.