Logopæd til PPR i Solrød Kommune

Vil du være en del af en lille faggruppe med korte veje til handling og stor indflydelse på udviklingen?

I Solrød PPR glæder vi os til at tage godt imod en ny logopædkollega!
Hos os møder du en hverdag præget af stærkt fællesskab, høj faglighed og en kultur, hvor vi både har ambitioner og grin i hverdagen.

Vi opnormerer vores logopædfaggruppe og søger derfor en ny kollega på 16 timer ugentligt. Stillingen er i udgangspunktet på deltid, men vi står midt i en spændende udvikling på dagtilbudsområdet, som betyder, at der på sigt kan blive mulighed for at udvide stillingen til fuld tid. Du bliver en del af en faggruppe bestående af fem passionerede logopæder, som arbejder bredt med både almen- og specialområdet. Vi brænder for vores fag og udvikler løbende vores praksis i fællesskab med fokus på ensartede og evidensbaserede metoder og procedurer – altid med øje for børnenes behov.

 

Dine logopædfaglige opgaver

Vi lægger stor vægt på et godt arbejdsmiljø, hvor vi bakker hinanden op i en travl hverdag.
Ud over de almindelige logopædiske opgaver i dagtilbud og skoler kan der være mulighed for et subspeciale, fx inden for hørevanskeligheder, stammen og stemmevanskeligheder samt ASK.

Dine opgaver vil bl.a. være:

  • Logopædiske undersøgelser og samarbejde om praksisnære indsatser.
  • Logopædiske vurderinger og tværfaglige pædagogisk-psykologiske vurderinger (PPV’er).
  • Vejledning til forældre, pædagogisk personale og lærere om børn med kommunikative og sproglige vanskeligheder.
  • Tværfaglige møder og samarbejde med kolleger i PPR og Center for Børn og Familier.
  • Individuelle forløb med børn og deres familier.

Vi brænder for at styrke børns sproglige udvikling – både gennem forebyggende indsats og specialiserede forløb. Barnets nære netværk spiller en central rolle, derfor tilbyder vi bl.a. en DLD-temapakke til samarbejdspartnere og er i gang med at udvikle forældrekurser som en fast del af vores tilbud.

 

Om os

PPR er en del af Center for Børn og Familier og består af psykologer, logopæder, PPR-konsulenter og fysioterapeuter. Som en lille kommune har vi kort vej fra idé til handling samt gode rammer for metodefrihed og fleksible løsninger, hvor der er plads til kreativitet og nye ideer.

 

Vi søger dig, som

  • Er uddannet audiologopæd, logopæd eller tale-hørelærer eller tæt på at afslutte din uddannelse fx diplom-, bachelor- eller kandidatniveau inden for audiologopædi           
  • Har erfaring med eller interesse for PPR-området.
  • Trives med at arbejde selvstændigt og selvtilrettelæggende i en travl og indholdsrig hverdag.
  • Kan formidle logopædisk viden, så den omsættes til praksis.
  • Er systematisk, nysgerrig og engageret – og deler gerne ideer og erfaringer med kolleger.

 

Vi tilbyder

  • En arbejdsplads med dygtige og engagerede kolleger.
  • Et stærkt fagligt miljø med spændende udviklingstiltag og muligheder for kompetenceudvikling.
  • Et introforløb med en logopædmentor, hvor du gradvist introduceres til nye opgaver og har mulighed for tæt faglig sparring.
  • Fleksible arbejdsforhold, hvor du i vid udstrækning selv kan tilrettelægge arbejdsdagen.


Løn og ansættelsesforhold
Stillingen er på 16 timer med tiltrædelse 15. august 2026 eller snarest muligt. Arbejdstiden forventes som udgangspunkt samlet på 2-3 ugentlige arbejdsdage og tilrettelægges i dialog med dig med stor grad af fleksibilitet. Der vil dog være enkelte faste mødeaktiviteter, som typisk ligger på tirsdage og torsdage, og som det forventes, at du deltager i.

Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst og principperne om Ny Løn. 

Lønintervallet for stillingen er 15.200 - 18.300 pr. md. Dertil kommer pension. 
Der indhentes straffe- og børneattest i forbindelse med ansættelsen.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:

  • PPR-leder Susanne Snej, tlf. 56182892 
  • Koordinerende logopæd Sandra Larsen, tlf. 56182897

Ønsker du at vide mere om Solrød Kommune, kan du finde oplysninger på: www.solrod.dk

Ansøgningsfrist: Din ansøgning skal være os i hænde senest mandag den 15. juni kl. 8:00.
Ansættelsessamtaler: Forventes afholdt mandag den 22. juni i tidsrummet kl. 9-14.

 


I Solrød Kommune gør vi en forskel sammen med borgerne. Vi arbejder for at virkeliggøre byrådets vision om, at Solrød skal være det bedste sted at leve og bo. Som arbejdsplads er vi et fællesskab, hvor vi løfter opgaverne på tværs af institutioner og afdelinger, og hvor du som medarbejder er en vigtig medspiller. Vi er i bevægelse og har hele tiden fokus på at lære og blive bedre. Vi tager ansvar for at løse opgaverne med blik for helheden, og du har som medarbejder indflydelse på løsningen af opgaverne og på din arbejdsplads.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Ugentlig arbejdstid: Deltid
Varighed: Fast
Afdeling:
PPR
Kontaktperson:
Sandra Larsen Logopæd +4556182897 slar@solrod.dk
Ansættelsessamtaler: 22. juni 2026
Jobkategori: Undervisning, Børn og Unge
Solrød Kommune - Center for HR
Solrød Center 1 2680 Solrød Strand
Telefon 56182300
CHR@solrod.dk