Brænder du for at være medskaber af det gode børneliv? Ser du potentiale i hvert enkelt barn ? Så står vi og mangler dig som ressourcepædagog på Havdrup Skole til en helt særlig opgave.
Vi søger en empatisk ressourcepædagog, hvis primære opgave er at støtte og udvikle en elev i overgangen fra specialtilbud til almen klasse på 3. årgang, både i undervisning og i frikvartererne.
Din primære opgave er at støtte og udvikle eleven gennem specialpædagogisk stilladsering i tæt samarbejde med dine kolleger og andre relevante samarbejdspartnere.
Som ressourcepædagog vil du også deltage på arbejds-og netværksmøder, hvor en stor del af opgaven blandt andet vil være sparring i forhold til indsatser og tiltag.
Du vil ligeledes være tovholder på udarbejdelse af handleplaner og det videre opfølgende arbejde, som løbende bliver taget op til evaluering.
På Havdrup Skole arbejder vi målrettet på at skabe motiverende læringsmiljøer og bæredygtige deltagelsesmuligheder for alle børn gennem varieret og inspirerende undervisning. Vi arbejder ud fra et fælles syn, hvor børn og unge gør det bedste, de kan.
Vi er en skole med kort afstand mellem medarbejdere og ledelse, hvor dialog og inddragelse er i fokus. Vi tror på, at de bedste løsninger skabes i fællesskab, og vi værdsætter nysgerrighed og en positiv undersøgende tilgang i samarbejdet.
Løn og ansættelsesforhold
Stillingen er tidsbegrænset på 20 timer ugentligt og med tiltrædelse hurtigst muligt.
Løn og ansættelse sker efter gældende overenskomst. Der vil blive indhentet børne- og straffeattest.
Ansættelsesproces
Ansøgningsfristen udløber den 2. marts 2026 kl. 12.00.
Samtalerne afholdes løbende.
Vil du vide mere?
Du kan ringe til skoleleder Julie Andersen Lentz 56182701
Havdrup skole
Havdrup er en stationsby på strækningen mellem Køge og Roskilde med et stærkt lokalt fællesskab. Det er en by i vækst, da der er udstykket mange nye grunde, og det betyder flere elever til vores skole. Vi har pt. ca. 490 elever fra 0. til 9. klasse samt modtageklasser.
Havdrup Skole er en superflot skole med mange nye faglokaler. Vi har store grønne udearealer, udekøkken, stilleområder og en ny legeplads til mellemtrinnet.
Vi er en skole med fokus på vores værdier: faglighed, trivsel, ansvarlighed og fællesskaber. Vi understøtter et stort professionelt råderum og et ambitiøst arbejdsfællesskab. Der skal være plads til at begå fejl og lære af disse. På skolen har vi en let, effektiv og smidig omgangstone og arbejdsform, hvor vi alle spiller hinanden gode og hjælper hinanden.
Læs mere om Havdrup Skole på https://havdrupskole.aula.dk/
Vores kerneopgave og vision
Havdrup Skoles kerneopgave er, at eleverne lærer mest muligt og trives bedst muligt. Skolens ledelse og personale arbejder målrettet med visionen om, at Havdrup Skole er et tilvalg, – på alle niveauer; for eleverne, forældrene og personalet.
Skolens værdier
På Havdrup Skole har vi fokus på vores værdier: trivsel, faglighed, fællesskab og ansvarlighed.
I praksis betyder det:
Trivsel:
Alle elever og lærere skal trives, og her er højt til loftet og plads til ideer.
Vi har fokus på forebyggende trivselsarbejde bl.a. med redskaberne fra Fri for mobberi, og vi har et trivselslokale med redskaber til dette arbejde.
Elevernes trivsel understøttes ved at der er få og faste lærere og pædagoger i klasserne.
Vi har et stærkt og tæt brobygningssamarbejde med børnehaverne, så elever oplever tryghed i overgangen til skole/SFO. Eleverne møder den samme SFO-pædagog fra start i april før 0. klasse til april i 3. klasse.
På mellemtrinnet arbejdes der med bedre brobygning mellem 3. og 4. klasse, og der er fokus på fællesskabende aktiviteter som f.eks. venskabsklasser og traditioner.
Udskolingen arbejder med materialet "MOT", der styrker elevernes selvbillede, empati og forståelse sammen med "MOT"-vejlederne. Udskolingseleverne står for en del af skolens trivsel gennem elevrådsarbejdet, skolepatruljen m.m.
Vi arbejder ud fra et ressourceorienteret børnesyn og har haft kursusforløb på alle klassetrin med udgangspunkt i Low Arousal tilgangen.
Faglighed:
Vi arbejder med principperne fra co-teaching, hvor der er flere voksne i klassen. Fælles planlægning og faste strukturer understøtter høj faglighed i et tæt kollegialt samarbejde. Vi hjælper hinanden, - det giver en bedre praksis og et bedre arbejdsmiljø.
Vi har faglige vejledere, der er klar med sparring og målrettede faglige forløb, samt tæt samarbejde i fagudvalg.
Ansvarlighed:
Vi tager ansvar for hinanden, og vores praksis er et fælles ansvar. Vi er altid på jagt efter de gode løsninger sammen, og alle byder ind med deres perspektiv og hænder.
Vi har også fokus på, at elever og forældre oplever deres ansvar for skolen og hinanden. Der er et tæt samarbejde mellem lærere og pædagoger i klasseteams (indskolingen) og de ugentlige teammøder (også på mellemtrin og i udskolingen) er fundamentet for arbejdet med eleverne.
Fællesskab:
Vi bygger på fællesskabet i undervisningssituationer, i frikvartererne, i SFO- og klubtid, og når vi laver særlige forløb.
Vi har traditioner og faste arrangementer gennem året, som binder skolen sammen, f.eks. åbent hus, venskabsklasser og fordybelsesuger.
Vi mener, at det er en af skolens allervigtigste opgaver at danne børnene til at være en del af store og små fællesskaber og bidrage konstruktivt til fællesskaberne.
Vi arbejder i praksis med at finde gode mellemformer, der er tilpasset den enkelte gruppe af børn, og som understøtter det enkelte barns ressourcer i fællesskabet. I personalegruppen er vi sammen om at lave en lidt bedre praksis hver dag. Vi hygger os ind imellem med frokoster og arrangementer for personalet.