Brænder du for frivillighed, fællesskaber og socialt engagement? Er du stærk i relationsarbejde og samarbejde med civilsamfundet? Så er det måske dig, vi søger!
I Solrød Kommune ønsker vi at styrke det frivillige sociale område, så endnu flere borgere får mulighed for at blive en del af meningsfulde fællesskaber. Frivillige spiller en vigtig rolle i at forebygge ensomhed, skabe trivsel og støtte mennesker i sårbare livssituationer.
En fællesnævner for de mange store velfærdsreformer, som netop nu berører kommunerne, er, at civilsamfundet skal spille en større rolle. Det ønsker vi i Solrød Kommune at udvikle ved at styrke det frivillige sociale område på tværs i kommunen.
Derfor søger vi en frivilligkonsulent, der kan udvikle og understøtte frivilligheden i tæt samarbejde med frivillige sociale foreninger, lokale aktører og kolleger på tværs af kommunen. Du får som frivillighedskonsulent mulighed for at sætte tydelige aftryk på udviklingen af frivilligheden i kommunen, i tæt samarbejde med kollegaer i de øvrige centre i kommunen.
Stillingen er placeret i Center for Kultur og Fritid, hvor du vil blive en del af kultur- og fritidsteamet, som holder til på Solrød Bibliotek og Kulturhus.
Dine vigtigste opgaver
Som frivilligkonsulent får du en central rolle i at udvikle og understøtte det frivillige sociale område i Solrød Kommune. Du vil arbejde tæt sammen med frivillige foreninger, lokale aktører og kollegaer i de øvrige centre for at skabe stærke fællesskaber og nye muligheder for borgerne. Opgaverne spænder bredt fra udvikling og koordinering til administration og arrangementer.
Om dig
Vi søger en kollega. der brænder for frivillighed, og har lyst til at gøre en forskel sammen med andre. Du er god til at skabe relationer, og kan navigere i samarbejdet mellem kommune og civilsamfund. Samtidig trives du med både udviklingsopgaver og administrative processer i en politisk styret organisation
Du bliver en del af et engageret fagligt miljø i Center for Kultur og Fritid, hvor vi arbejder for at styrke fællesskaber, trivsel og et aktivt fritids- og foreningsliv.
I Solrød Kommune prioriterer vi fleksibilitet for medarbejderne, og som administrativ medarbejder har du særlige muligheder. Du vil blive en del af vores ordning ”Fleksibel Fredag”, som betyder, at du som medarbejder fra uge til uge selv kan vælge, om du om fredagen vil arbejde hjemme, holde fleksfri eller arbejde på arbejdspladsen. Derudover er det efter aftale med nærmeste leder muligt at arbejde hjemme fra endnu én dag om ugen fra mandag til torsdag, hvis det giver mening for opgaveløsningen.
Ansøgningsfristen er 15. marts 2026 kl. 12.00. Vi forventer at afholde samtaler i uge 12 og 13.
Praktisk info
Stillingen er på 32 timer ugentligt, med tiltrædelse senest 1. maj 2026.
Løn og ansættelse efter gældende overenskomst.
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte Centerchef Anna Valgreen på ava@solrod.dk eller mobil: 2381 7315